Lave og Wenger’s teori om praksisfællesskaber er en social teori om læring, der fokuserer på, hvordan individet lærer gennem deltagelse i sociale fællesskaber, der er centreret omkring en fælles praksis eller aktivitet. Teorien er udviklet af de to forskere Etienne Lave og Jean L. Wenger.
Ifølge Lave og Wenger er praksisfællesskaber sociale grupper, der er dannet omkring en fælles praksis eller aktivitet, fx et fælles fag, en hobby eller en sport. Individerne i fællesskabet deler en interesse eller passion for denne praksis, og de lærer og udvikler sig gennem deres deltagelse i fællesskabet.
Lave og Wenger argumenterer for, at individerne i praksisfællesskabet lærer gennem observation, imitation og feedback fra andre medlemmer af fællesskabet. De bliver introduceret til fællesskabets praksis gennem observation og imitation af erfarne medlemmer, og de får feedback fra andre medlemmer, der hjælper dem med at forbedre deres færdigheder og kompetencer.
Lave og Wenger’s teori om praksisfællesskaber er en meget kendt sociale teorier om læring, og den har haft stor indflydelse på forståelsen af, hvordan individer lærer gennem deltagelse i sociale fællesskaber. Teorien lægger vægt på, at læring ikke kun sker inden for individet, men også i samspil med det sociale miljø, individet er en del af.
