Lave og Wenger’s teori om praksisfællesskaber

Er du optaget af, hvordan du understøtter meningsfuld læring i både uddannelsesinstitutioner og i de uformelle læringsrum, der findes uden for skolen? Et af de teorier og begreber, der i den forbindelse har haft stor indflydelse, er Jean Lave og Etienne Wengers arbejde med praksisfællesskaber (communities of practice).

I dette blogindlæg vil vi belyse nogle af de bærende principper i Lave og Wengers teori, samt give et indblik i, hvordan disse principper kan danne grundlag for at fremme udviklende, kollektive læringsprocesser.

Hvad er et praksisfællesskab?

Et praksisfællesskab er ifølge Lave og Wenger en gruppe mennesker, der er forbundet gennem en fælles praksis, en fælles interesse eller et fælles mål, og som gennem interaktioner og samarbejde udvikler en kollektiv forståelse og viden. Det kan være alt fra et hold af kolleger på en arbejdsplads til en gruppe studerende, der hjælper hinanden med at blive dygtigere inden for et specifikt fagområde.

Tre grundelementer kendetegner et praksisfællesskab:

1. Domæne (emne eller fagområde): Fællesskabet er centreret om en fælles interesse, udfordring eller faglighed. Fx kan det være et lærerteam, som deler passionen for udvikling af ny didaktik, eller en gruppe studerende, der specialiserer sig i et bestemt emne.
2. Fællesskab: Medlemmerne indgår i regelmæssige interaktioner og udveksler viden, erfaringer og værktøjer. Dette skaber en social sammenhæng og en følelse af samhørighed.
3. Praksis: Fællesskabet udvikler og opretholder fælles metoder, rutiner, værktøjer og fortolkninger, som bliver en integreret del af den måde, medlemmerne arbejder på.

Læring som social proces

Lave og Wenger argumenterer for, at læring er situeret og social. Læring sker ikke kun i et klasseværelse eller gennem formel undervisning, men gennem aktiv deltagelse i autentiske praksisfællesskaber. Det centrale begreb her er legitim perifer deltagelse – en proces, hvor nyankomne deltagere gradvist bevæger sig fra periferien af fællesskabet mod kernen, i takt med at de tilegner sig praksisspecifik viden og identitet.

• Legitim: Deltageren anerkendes som en relevant del af fællesskabet, selvom han/hun ikke mestrer alle aspekter af praksissen endnu.
• Perifer: Nyankomne starter typisk med at observere og bidrage med mindre opgaver, inden de går ind i mere komplekse eller ansvarstunge aktiviteter.

Efterhånden som deltagerne bevæger sig mod en mere central rolle, får de indsigt i praksisfællesskabets normer, kulturer og værdier, og de udvikler dermed både faglige og sociale kompetencer.

Hvorfor er praksisfællesskaber vigtige for didaktikken?

1. Motivation og engagement: Når læring opleves som meningsfuld og tæt knyttet til konkrete opgaver eller problemstillinger, øges engagementet. Deltagere i et praksisfællesskab får ofte en følelse af relevans og formål, fordi deres bidrag og læring sker i en sammenhæng, hvor det faktisk gør en forskel.
2. Identitetsskabelse: Gennem aktiv deltagelse i et fællesskab opbygges en faglig identitet. Studerende eller medarbejdere ser sig selv som en del af en større sammenhæng, hvor man deler sprog, værdier og kompetencer.
3. Fælles vidensopbygning: I praksisfællesskaber skabes viden ikke kun individuelt, men kollektivt. Når medlemmer deler erfaringer, reflekterer over praksis og samarbejder om opgaver, opstår en form for fælles vidensbase, som gruppen bygger videre på.
4. Løbende læring og innovation: Grundet de løbende interaktioner er praksisfællesskaber ofte en rugekasse for nye idéer og innovative løsninger. Den sociale dimension betyder, at man sammen kan skabe udvikling, som ingen enkeltperson kunne have opnået alene.

Eksempler på praksisfællesskaber i pædagogisk praksis

• Fagteams og tværfaglige samarbejder på en skole: Lærere, der deler et fag eller en pædagogisk vision, kan fungere som et praksisfællesskab. Ved at mødes regelmæssigt for at udveksle idéer, planlægge undervisning og reflektere over elevernes læringsudbytte, skabes en fælles praksis og identitet.
• Studiegrupper og projektgrupper: Studerende, der arbejder sammen om projekter på f.eks. en videregående uddannelse, skaber ofte uformelle praksisfællesskaber. Gennem fælles problemer, diskussioner og forsøg på at finde løsninger, sker der en kollektiv læreproces, hvor de hjælper hinanden med at udvikle faglige kompetencer.
• Online netværk og læringsfællesskaber: I en digital tidsalder er det blevet lettere at oprette og vedligeholde praksisfællesskaber online, hvor medlemmer kan dele erfaringer, ressourcer og idéer på tværs af geografi og organisationer.

Sådan understøtter du praksisfællesskaber

1. Skab plads og tid til dialog: Gode fællesskaber kræver rammer, hvor medlemmerne kan mødes og dele viden – fysisk eller virtuelt. Planlæg workshops, møder eller onlinefora, hvor erfaringsudveksling kan finde sted.
2. Gør deltagelse meningsfuld: Sørg for, at de opgaver og emner, fællesskabet arbejder med, er relevante og praksisnære. Hvis deltagerne oplever, at deres indsats har betydning for dem selv og for fællesskabets udvikling, er chancen for engagement større.
3. Vælg passende metoder og værktøjer: Brug metoder, som fremmer samarbejde og refleksion, fx kollegial sparring, aktionslæring eller fælles projekter. Digitale værktøjer som Teams, Slack eller Padlet kan understøtte den løbende vidensdeling.
4. Anerkend nyankomne: Husk, at nye deltagere ofte lærer gennem observation og små bidrag. Et anerkendende miljø, hvor fejl betragtes som læringsmuligheder, er afgørende for at fastholde motivation og for at skabe tryghed i fællesskabet.
5. Reflekter over praksis: Et praksisfællesskab er ikke blot en gruppe, der ‘gør noget sammen’, men et fællesskab, hvor man systematisk reflekterer over, hvordan man arbejder, og hvordan man kan forfine processerne fremover.

Afsluttende tanker

Lave og Wenger har med teorien om praksisfællesskaber sat fokus på, at læring er langt mere end et individuelt anliggende. Den dybe læring opstår i sociale fællesskaber, hvor medlemmerne lærer af og med hinanden gennem fælles praksis. For pædagoger, lærere og undervisere – og faktisk for alle, der arbejder med læring – udgør denne indsigt et potentiale for at udvikle stærkere læringsmiljøer.

Når vi anerkender og understøtter de sociale dimensioner af læring, kan vi samtidig fremme både trivsel, motivation og innovative løsninger i undervisning og andet pædagogisk arbejde. Det handler om at skabe de rette betingelser for, at mennesker kan dele viden, eksperimentere og vokse sammen – præcis som Lave og Wenger oprindeligt pegede på.